Carina

Vægt har aldrig været et tal, som jeg har regnet med eller brugt til noget. Selv ikke da jeg vejede tæt på de 100 kg, opfattede jeg mig selv som overvægtig. Mit held har været, at vægten var godt fordelt, så jeg var ganske enkelt bare velpolstret over det hele – som en god sofa. 

Min mission med at starte hos Glenn var så afgjort heller ikke vægttab, hvilket tog noget tid for Glenn at forstå, for hvilken kvinde er ikke fokuseret på sin vægt? Min forklaring må være, at jeg er udstyret med en sund portion selvværd, så jeg gør ikke min egen værdi op i vægt, som mange kvinder desværre har en tendens til.

Min motivation var at styrke min krop, fordi jeg sidder foran en computer mange timer om dagen og har en tendens til at give mig selv uhyggeligt lange arbejdsdage, hvilket i særdeleshed kræver mentalt overskud. Jeg har haft personlige trænere på før, så jeg vidste, at styrketræningen netop ville give mig både den fysiske men også mentale styrke, som jeg eftersøgte.

Men tilbage til vægten, for hvad var det egentlig, der skete?

Hos mig var det et spørgsmål om en større arbejdsopgave, som varede i ca. 1 ½ år med meget lange arbejdsdage og dertil hørende yderst dårlige madvaner. Det er egentlig ikke fordi, jeg har en særlig lidenskab for fastfood, men det er ganske enkelt, hvad der er tilgængeligt efter kl. 21.00, så det blev hurtigt ”løsningen”. Pga. den krævende opgave prioriterede jeg ikke motion, da jeg ikke syntes, at jeg havde overskud til det i hverdagen. Og det er efter min mening her, jeg gjorde den største fejl. 

Med motion ville min krop have krævet ordentlig mad, for det er ganske enkelt ikke muligt for at mig at spise fastfood, når jeg har været igennem en hård omgang træning. Ikke fordi min samvittighed siger det, men fordi jeg ganske enkelt er sulten efter mere simpel og grov føde, da der her er tale om vaskeægte sult efter ægte proteiner.

Pudsigt nok ville motion og den rigtige mad med garanti have givet mig et større overskud til at gennemføre opgaven, så den ikke blev så hård, som den endte med at blive, så min prioritering var helt sikkert forkert.

Problemet med mig og fokus på mad er, at mine tidligere oplevelser med personlige trænere, der gerne vil tale kost, har været meget ”det skal du” og ”det må du ikke”,

hvilket er i skarp kontrast til min yderst veludviklede madglæde. Jeg elsker ganske enkelt mad med alt, hvad dertil hører af smagsindtryk, konsistens og vaskeægte begejstring. Derfor ligger tanken om begrænsning og bandlysning også meget langt fra mit syn på mad, og hvad mad repræsenterer af glæde hos mig.

Derfor tog det også noget tid, før Glenn fik lov til at tale kost med mig – belært af fortidens synder var jeg helt sikkert i den tro, at jeg nu igen skulle igennem hele møllen om, at ris og kartofler kun bør indtages ved festlige lejligheder og chokolade skal være din fjende for evigt.

Til min store overraskelse var det langtfra tilfældet med Glenn. Her var virkelig tale om ”back to basic”-stof, hvor min største udfordring blev at begrænse mine portionsstørrelser. Ikke at dette ikke var en udfordring i sig selv, for jeg spiste tidligere med en hastighed, som skulle jeg ud på en dødbringende mission om 5 minutter, og var derfor vant til at indtage pænt meget mad på usædvanlig kort tid. 

Og sørme om Glenn ikke også bad mig om at spise oftere, end jeg havde gjort tidligere. Det var jo det rene paradis for et madøre som mig. Jeg var dog nødt til at lave "huskere" på min mobiltelefon for at huske at spise ca. hver 2. time i løbet af dagen i begyndelsen.

I starten var min krop ikke sulten hver 2. time, og det kunne derfor godt være lidt svært at opretholde motivationen med at spise så tit. Det begyndte dog at gå meget bedre, da min krop havde vænnet sig de mindre portioner ved de tre hovedmåltider, for så begyndte den naturlige sult at melde sig ved mellemmåltiderne. 

Træning og kostvejledning med Glenn har udelukkende været en positiv oplevelse, da han hurtigt tog udgangspunkt i min indstilling til mad og vægt og min hverdag, så tingene blev realistiske for mig at gennemføre. Og der har aldrig været snak om ”må ikke”, hvilket gjorde det hele meget mere troværdigt.

Så jeg sværger – jeg tabte mig ikke med vilje! :o)