Hanne

I 2009 læste jeg i den lokale Hvidovresprøjte om en, som havde tabt sig 40 kg på 7 måneder ved hjælp fra Glenn som var personlig træner og det havde jeg så liggende i baghovedet det næste ½ års tid. Jeg havde ca. 50 kg for meget på sidebenene bl.a. på grund diverse hormonbehandlinger, men bestemt også på grund af indtagelse af for meget mad.

Lillejuleaften 2009 troppede jeg derfor op i træningscentret og meldte mig ind og tanken var, at jeg sådan ville gå stilfærdigt rundt og prøve mig lidt frem efter nytår. Når man er lige så stor som en russisk kampvogn, så prøver man altid at gemme sig lidt. De spurgte, om det måske ikke var en ide at få en snak med en personlig træner og Glenn var der lige præcis denne dag, så jeg fik en snak med ham og efter nytår gik vi i gang. Først fik jeg lagt et program under hensyntagen til alle de mange skavanker jeg havde – rygproblemer, knæproblemer osv og jeg blev introduceret til ”strimlen” (det ultimative måleredskab og verdens største sladrehank), alt bliver målt og registreret og man kan simpelthen ikke snakke sig fra at have indtaget for meget fedt. Min body-age var 63, selvom jeg kun var 48 år og Glenn kunne så fortælle, at maskinen højst kan tælle 15 år frem og tilbage, så jeg tænkte, at jeg måske i virkeligheden havde en body-age på 85! Mit mål var et vægttab på 50 kg inden jeg fyldte 50 år og at få fjernet fokus fra maden.

Glenn mente ikke, at jeg skulle gå i gang med kostændringer lige med det samme, men blot starte op med at træne 2-3 gange om ugen og se hvordan min krop reagerede på det – det gik faktisk rigtig fint, så efter en måned gik jeg i gang med kosten og så begyndte det at blive hårdt. Træt i kroppen og kronisk småsulten i et par uger, så aftager sultfølelsen, men ømheden og trætheden i kroppen var der endnu. Jeg havde hørt meget om det berømte energiboost, som man får ved træning og det forventede jeg sådan set ville ske i løbet af et par måneder – det gjorde det så ikke. Det tog et ½ år før jeg synes, at der kom en lille gnist af energi, sikkert fordi der så var røget omkring 20 kg, men så blev alting meget lettere og nu er jeg simpelthen så fuld af energi og har det fantastisk. Jeg mødtes med Glenn 1 gang om ugen det første år og faktisk har vi talt mere end vi har trænet og han har fastholdt mig stædigt og bestemt på kursen, men med stor omsorg og opmuntring, når der var brug for det. Hvis der gik lidt for meget tudefjæs i den, fik jeg en kontant udmelding som ”Vil du det her eller vil du ikke!” og ”Du bestemmer jo selv, om du vil proppe maden i munden” og så synes jeg ærligt talt, at det er pinligt at sidde som en voksen kvinde og så ikke engang at kunne styre det, så jeg blev vred (på mig selv altså). Mit ”brændstof” har hele vejen igennem processen været raseri, for jeg skulle nok bestemme og min krop havde bare at lystre (det havde den så noget svært ved i perioder). Jeg ved godt, at alle siger, du skal kigge på din krop og tale pænt til den. Det synes
jeg overhovedet ikke, den havde fortjent, så jeg har bare været rasende… Det første års tid tabte jeg ca. 30 kg, men kom til skade medSkærmbillede 2013-01-13 kl. 15.47.42 knæet og skulle opereres, så jeg kunne ikke træne optimalt i ¾ år, hvilket er en udfordring, når man prøver at tabe sig. Til gengæld holdt jeg vægten og faktisk røg der 5 kg, så jeg blev stabiliseret og kunne derfor på 3. år gå i gang med sidste del af vægttabet på 15 kg. I december 2012 nåede jeg målet – 50 kg lettere både i krop og sjæl.

Jeg har gennem hele forløbet fået de sødeste komplimenter og SMS’er fra Glenn, når han har fornemmet, at jeg var nede og en opsang, hvis var det, der skulle til og altid med megen humor. Så jeg kan helt ærligt sige, at det var ikke lykkedes, hvis ikke Glenn havde været der til at holde mig i hånden og drive mig fremad hele tiden.

Hvis jeg skal opsummere, hvad jeg har gjort, er det at lave styrketræning og konditionstræning 3 gange om ugen og skære markant ned på mængden af mad, især på aftensmåltidet. I virkeligheden har jeg altid spist ret sundt, men alt for meget af det, så jo grønsager og frugt kan man også få for meget af og selvfølgelig røg der også en del af de forkerte (=fede) madvarer ned og så ikke mindst de mange motiverende samtaler med Glenn. Mit fokus er blevet fjernet fra maden og i stedet overført til træningen, som jeg nu synes er sjovt (!), fordi træningen under Glenns kyndige vejledning hele tiden ændrer sig og derfor ikke bliver kedelig. Så jeg skylder Glenn en stor tak for mit nye og på alle måder lettere og sjovere liv.