fbpx

Referencer

Inge

Inge

I forbindelse med min 60 års fødselsdag besluttede jeg, at jeg ville have opfyldt en gammel drøm om at rejse til New Zealand. I forbindelse med planlægningen af rejsen fandt jeg på, at vi skulle vandre op over vulkanen Tongariro, en vandretur på 21 km. Jeg vejede på det tidspunkt ca. 100 kg, var i meget dårlig form og ikke i stand til at gå en sådan rute.


Samtidig havde jeg et meget stresset job med mange rejser, så der var ikke så megen tid til at træne. Jeg havde 1 år til at komme i form, idet rejsen første skulle finde sted i februar 2010. Jeg prøvede i første omgang selv at træne, men jeg fandt hundredevis af undskyldninger for ikke at få det gjort, jeg havde for travlt på arbejde, jeg kunne ikke løbe for så fik jeg ondt i ryggen eller hofterne og mange andre undskyldninger.


Så derfor kontaktede jeg SATS og bad om at få en personlig træner i februar 2009. Jeg blev henvist til Glenn, som startede med at lytte til mine ønsker og mit mål om at være i form til februar 2010, således at jeg ville være i stand til at foretage en vandretur på 21 km op over en vulkan. Vi aftalte, at vi skulle mødes fast hver onsdag morgen, når jeg ikke var ude at rejse. Glenn lavede et træningsprogram, hvor jeg ud over at gå på løbebånd med stor hældning også trænede styrke og balance. Det at Glenn stod og ventede på mig hver onsdag, gjorde at jeg kom ud af døren og op at træne.


Efter 1 år tog vi til New Zealand og gik vores tur på 21 km over vulkanen (var selvfølgelig øm bagefter – specielt af nedturen), men jeg klarede både den og en del andre vandreture. Det var en fantastisk rejse.


Da vi kom hjem igen, kontaktede jeg igen Glenn. Denne gang for at få hjælp til at træne min højre arm. Inden vi tog til New Zealand havde jeg haft et lille uheld i haven, hvor jeg var faldet og landende på min højre skulder, hvilket resulterede i en ”frossen skulder”. Jeg blev opereret i skulderen kort før vi rejste til New Zealand. Da vi efter 1 måned kom hjem fra rejsen, var den stadig ikke i orden. Jeg kunne ikke løfte den mere end ca. 20% ud fra kroppen, så jeg var ret handicappet både på mit job men også i hverdagen, da mange ting var blevet meget besværlige. I starten trænede vi igen fast hver onsdag, senere ændrede vi det til både onsdag og fredag. Allerede efter den første måned kunne jeg mærke forskel og det blev endnu bedre, da vi begyndte at træne 2 gange om ugen. Så efter 10 måneder kunne jeg næsten alt igen. Min arm bliver aldrig som før operationen, men det er fantastiske fremskridt der er sket, takket være Glenn. Vi træner stadig min arm hver onsdag for at holde det ved lige, da jeg hurtigt miste styrken i armen.


Den 2. januar 2011 fik Glenn så en ny opgave. Nu synes jeg det var på tide at se på vægten. Jeg havde i rigtig mange år været overvægtig og prøvet utallige slankekure, nogle af dem tabte jeg mig også på, for så at tage det hele og lidt mere på igen. Dette skulle være slut nu, og da Glenn havde klaret de andre opgaver helt fantastisk, tænkte jeg at det måske var løsningen. Så nu fik jeg et kostprogram samt et træningsprogram, som jeg selv skulle træne om fredagen, samtidig med at jeg fortsatte hos Glenn hver onsdag. Her trænede vi først og fremmest min arm men også resten af kroppen, samtidig med at jeg efter timen med Glenn skulle konditionstræne i 1 – 2 timer. Aftalen var at jeg skulle tabe 1 -2 kg om måneden, så det skulle gå stille og roligt. Jeg blev vejet hver onsdag og det var ikke altid, jeg havde nået det ønskede resultat. Hvis jeg i alt for lang tid ikke havde tabt mig, fik jeg et kærligt ”spark bagi”, til gengæld fik jeg også meget trøst når jeg havde gjort en indsats, men resultatet ikke fulgte med. En af de ting som hjalp mig meget, var at jeg følte at det ikke kun var mit projekt, men at Glenn deltog i projektet og glædede sig over de resultater, jeg opnåede. Efter 1 år havde jeg tabt 15 kg, så vi fortsatte nu med et mål om, at jeg i slutningen af september 2012 skulle have tabt 25 kg, da min søn skulle giftes på det tidspunkt og jeg derfor gerne ville se ”pæn” ud. Jeg nåede 26 kg med Glenn´s hjælp. Der skulle dog et lille væddemål til for at nå resultatet, men det gjorde også at jeg satte turbo på. Jeg hader at tabe.


Jeg er stadig ikke i mål, men nu kan jeg se målet nærme sig, så det nye mål er, at inden 1. september 2013, så har jeg nået min idealvægt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil nå det, så længe jeg kan regne med Glenn´s hjælp. Selvfølgelig er det mange penge, jeg har brugt ved at benytte Glenn i over 3 år, men når jeg ser på de resultater, jeg har opnået – såsom betydelig bedre kondition og bevægelighed, stort vægttab samt betydelig mere energi.


Så at få hjælp af Glenn er nok den bedste investering jeg har gjort.

Make Friends With Your Body - Træningsadresse: Tæbyvej 11 - 2610 Rødovre - Telefon: 27 112 177 - hello@mfwyb.dk
CVR: 20232846 - Handelsbetingelser
Vi bruger cookies til at tilpasse vores indhold og vise dig funktioner til sociale medier og til at analysere vores trafik. Se vores cookiepolitik her.